Katrine Naumann's exhibition An Ode to Her (Me and Her) Let’s Dance unfolds before the viewer like a tiny, condensed universe, a small splinter of a close relation, a private space that is nonetheless recognisable and recalls memories in us all. The exhibition consists of works and installations in highly different materials. It revolves around subjects such as memory, childhood, longing, family, home and personal relations without, however, offering any final or definitive reading. Rather, these works open up a space for the viewer to enter, a universe the viewer can fill with his og her own memories, stories and ideas as the often ambivalent machinery of memory is gently awakened and activated.


Katrine Naumann graduated from The Royal Danish Academy of Fine Arts in 2005. She works within a wide range media and materials including ceramics, installations, photography, collage and graphics. Her exhibitions often unfold as unified wholes in which the individual works relate to each other and create a particular space for moods and narrations. The exhibition An Ode to Her (Me and Her) Let’s Dance is constituted by sound, installation, ceramic sculpture and photography. Also, Naumann's approach ranges from formal examinations of media and materials to more existential, emotional and sometimes autobiographical themes. Naumann's ceramic works address the aesthetics of form and surface. Perfume flacons and cosmetics packaging is transformed into extremely beautiful ceramic 'lumps' or amassed heaps that open our eyes for these otherwise completely ordinary everyday objects and force us to see them unmediated by the logos and branding of the cosmetics and fashion industries. In the exhibition Debut, presented at Danske Grafikeres Hus in 2007, Naumann moved away from formal examinations and set out to explore identity and the formation of identity by probing into a network of common themes, the relations to one's family for example, here mixed with autobiographical references.


In An Ode to Her (Me and Her) Lets Dance Naumann continues to build upon these themes adding further elements to an evocative and emotionally charged universe that is extremely private and yet clearly common to us all. The works are all based on a number of objects and photos from the home of Naumann's departed grandmother. As the title suggests, the exhibition is a tribute to the grandmother and to the relation between Naumann and her, but at a more collective level the exhibition is also a tribute to the close relations of childhood and the mental images linked to these relations. These are images that follow us far into our individual adult lives.


The very first thing you encounter as you enter Naumann's exhibition is the delicate, melancholy and almost frail music box sound of a Chopin tune. Without being piercing or dominating this sound shrouds the whole exhibition in an enchantingly gentle mood that stimulates one to continue. The sound is derived from the work Chopin and Chanel (2010) in which a miniature piano made of wood is displayed on a long-haired 'wall-to-wall carpet' in a glass case along with three classic Chanel nail polishes. The low, slightly melancholy music box plays slower and slower and, at intervening intervals in the soundtrack, we hear fragments of Abba's Dancing Queen, Julio Iglesias’s Amor, Nana Mouskouri's Je t’aime and Roger Whittaker's Mexican Whistler. The kind of honeyed, romantic easy listening an elderly woman would enjoy listening to and a small girl would dance and dream to. The kind of music we all know. This soundtrack leads the viewer to the installation Dancing Queen where a fine evening gown with tulle and embroidery spins around suspended from the ceiling above a hand-knotted carpet. The strong bond between this dress and the body that once wore it gives the garment an indexicality that cannot be dismissed. In its capacity of a trace of what once were, the dress hovers like a memento mori that endows the whole room with both presence and absence. Like photography, used clothes give expression to the absent subject, but also the frailty of our own existence. Furthermore, combined with the soundtrack, this beautiful dress captures the little girl's universe, her dreams and ideas, all of which is constituent of the formation of (female) identity in our collective register.


Dancing Queen is followed by an installation in with 12 joined knick-knack cases are sprawled across the wall. The knick-knack case represents the way we collect, systematize and display memories and passions. The letter case is a tool we use to structure our jumbled memories. Naumann's knick-knack cases, however, mutate in every direction and the tight, grid-like system has been dissolved by way of pasted on papier-mâché suggesting the twists and turns of memory, its illogical and sometimes random ways. Inserted into the knick-knack cases we find a photograph of a small girl wearing the beautiful dress from Dancing Queen in addition to a small, fragile pigeon in blue glass that could easily have been part of the original contents of a knick-knack case. Traditionally, the pigeon symbolizes freedom, but its fragility it is also evocative of the complexity and fickleness of life. Thus, the glass pigeon adds a touch of longing, irrationality and yearning for freedom to the exhibitional universe.


In the work Flacon Lump a 'lump' of ceramic cosmetics bottles is displayed on an elegant golden tray. Above and between the perfume flacons winds a thin, braided silver thread whose loose ends run into three balls of yarn. Like music, scents add a strong supplement of emotion and remembrance to the indexical traces of 'what once were' in photography. Scents remind us of the dear, beloved body, but – in the form of perfume and cosmetics – scents also point to the feminine universe and its dreams and images. The braided silver thread winding around flacons and ending in balls of yarn refers to the meticulous needlework of an old lady, but is also serves as an image of the intertwining threads of memory and its many loose ends. The work, then, is an emblem of the close-knit relations between two people, but also of a tangled and complex existence, a life one will never be able to completely unravel, a life that affords us ample opportunity to spin further yarns, though.


A series of interior photographs emphasizes small, random and in a way completely ordinary details from a home. The light dimmed by a faded curtain, a bouquet of artificial flowers in a windowsill, electrical plugs and sockets with worn wires, bric-à-brac and fragments. In different ways, like a sort of indirect portraits, all these things help pinpoint the person that once lived here. Naumann's hushed and understated rendition of a home and a person is private and personal and filled with tenderness, but at the same time the historically characteristic features and condensed ambiences in the interior photographs indicate a certain space we can all relate to and in a way this makes the photographs just as much an opening into our own apparatus of memory and remembrance. In two of the photographs we see an exotic, Asian couple. Like the small glass pigeon, this man and woman evoke the longing for something that is foreign, exotic and different, a longing that wedges its way into this nice and proper living room as a testimony of another world outside the home. These works are photographs of photographs hanging on the wall in Naumann's grandmother's living room, and the exotic portraits are superimposed with reflections of the photographer who thereby includes herself and her own context as an inevitable part of the life that unfolded in the past.

Following Roland Barthes's famous ontological designation, photography derives from all 'that-has-been' and thus plays a significant role in our memory. However, recent studies in visual culture, most notably Amelia Jones and her concept of body-memory, have shown that memory and remembrance involves many other registers than the purely visual idioms that have otherwise dominated our image-oriented world. By allowing the An Ode to Her (Me and Her) Let’s Dance to include a variety of media Naumann, rouses the viewer's entire sensory apparatus. Potentially, she activates the viewer's body-memory machinery and its intricate remembrances and memory fragments. Sounds, scents, the allusions to a 'living room' complete with rug and knick-knack shelves, the hand-me-down dress and the photographs pinpointing a human being – all these elements are modi that indicate an atmosphere and stimulate the viewer to explore this poetic universe and to expand on the implied narratives.

Inger Marie Hahn Møller, art historian

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

På dansk / In danish :

Som et fortættet lille, intimt univers, en flig af en nær relation og et privat rum, der dog kan genkendes og vækker erindringer i os alle, åbner Katrine Naumanns udstilling An ode to her (me and her) Let’s Dance sig op for beskueren. Udstillingen kredser med værker og installationer i vidt forskellige materialer omkring emner som erindring, barndom, længsel, familien, hjemmet og relationer mellem mennesker, dog uden at give en definitiv og endegyldig læsning. Værkerne åbner i stedet feltet op for beskueren, der kan indtræde i universet med sine egne minder, historier og forestillinger og nænsomt få vækket og igangsat det ofte ambivalente erindringsmaskineri.

Katrine Naumann tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005. Hun arbejder i et bredt spektrum af medier, der indbefatter keramik, installation, fotografi, collage og grafik, og hendes udstillinger udfolder sig ofte som en samlet helhed, hvor de enkelte værker relaterer sig til hinanden og skaber et specifikt rum for stemninger og narrationer. På udstillingen An ode to her (me and her) Let’s Dance indgår således både lyd, installation, keramikskulptur og fotografi. Naumanns tilgang spænder endvidere fra de formelle afsøgninger af medier og materialer til de mere eksistentielle, følelsesmæssige og til tider autobio-grafiske tematikker. I Naumanns keramiske værker, hvor transformationen af parfumeflakoner og kosmetik-emballage til ekstremt smukke keramiske “klumper” eller ophobninger åbner vores øjne op for disse ellers helt almindelige hverdagsobjekter og tvinger os til at se dem på ny uden kosmetik- og modeindustriens kommercialiserede logoisme og branding, er det formens og overfladens æstetik, der er i centrum. I udstillingen Debut, vist i Danske Grafikeres Hus i 2007, bevægede Naumann sig fra de formelle undersøgelser mod en afsøgning af identitet og identitetsdannelse, der udspillede sig gennem et netværk af tematikker, som vi alle kan genkende, fx subjektets forhold til familien her iblandet autobiografiske referencer.

I An ode to her (me and her) Lets Dance bygger Naumann videre på disse tematikker i et stemningsfyldt og emotionelt univers, der både er ekstremt privat og ekstremt almenmenneskeligt. Udgangspunktet for værkerne er en række objekter og fotografier fra Naumanns afdøde farmors hjem. Som titlen anslår, er udstillingen en hyldest til farmoren og forholdet mellem Naumann og hende, men i næste led bliver udstil- lingen på et mere kollektivt plan en hyldest til barndommens nære relationer og de forestillingsbilleder, der knytter sig dertil og følger individet helt op i voksenlivet.

Det første, der møder publikum, når det træder ind i Naumanns udstilling er den lidt sarte, melankolske og skrøbelige spilledåselyd af en Chopinmelodi. Lyden, der hverken er gennemtrængende eller dominerende, indhyller hele udstillingen med en sagtmodig grundstem ning og bliver et besnærende incitament til at bevæge sig videre. Lyden stammer fra værket Chopin and Chanel, 2010, hvor et miniaturepiano i træ er udstillet på et langhåret “væg-til-væg-tæppe” i en glasmontre sammen med tre klassiske Chanel neglelakker. Den sagte, lidt melankolske spilledåse går langsommere og langsommere, og som intervenerende intervaller i lydsporet afspilles fragmenter af Abbas Dancing Queen, Julio Iglesias’ Amor, Nana Mouskouris Je t’aime og Roger Whittakers Mexican Whistler. Romantisk sukkermu- sik som en ældre dame typisk vil lytte til og som en lille pige kan danse og drømme til – og som vi alle kender. Lydsporet fører besku- eren videre mod installationen Dancing Queen, hvor en fin selskabs- kjole med tyl og broderi drejer rundt, ophængt i loftet over et ægte tæppe. Den fine kjoles stærke tilhørsforhold til den krop, der engang bar den, forlener den med en uafviselig indeksikalitet. Som et spor efter det, der har været, svæver kjolen som et memento mori, der på én og samme tid forlener rummet med nærvær og fravær. Ligesom et fotografi udsiger brugt tøj det fraværende subjekt, men også vores egen skrøbelige eksistens. Den fine kjole i værket bliver sammen med lydsporet endvidere et billede på en lille piges univers, drømme og forestillinger, der netop er konstituerende for dannelsen af (kvindelig) identitet i vores kollektive register.

I forlængelse af Dancing Queen spreder en væginstallation sig med 12 sammensatte sættekasser. Sætte-kassen repræsenterer, hvordan vi samler, systematiserer og udstiller minder og affekter. Sættekassen er et redskab til at skabe struktur i erindringens virvar. Men Naumanns sættekasser muterer i alle retninger, og det stramme, grid-agtige system er blevet opløst via påklistret papmaché, der peger på erindringens snirklede, ustringente og til tider tilfældige veje. Indsat i sættekassen ses dels et foto af en lille pigekrop i den fine kjole fra Dancing Queen samt af en lille, skrøbelige, blå glasdue, der sagtens kunne have været inventaret i en sættekasse. Duen symboliserer traditionelt frihed, men peger med sin skrøbelighed også på livets kompleksitet og flygtighed. Glasduen bringer således en snert af længsel, irrationalitet og frihedstrang ind i udstillingens univers.

I værket Flacon lump er en “klump” af kosmetikflasker i keramik udstillet på en fin guldbakke. Henover og indimellem parfumeflakon- erne snor sig en tynd, flettet sølvtråd, hvis løse ender munder ud i tre garnnøgler. Sammen med musik rummer duft et stærk emotionelt og erindringsmæssigt supplement til fotografiets indeksikale spor efter ‘det der har været’. Duft påminder den kære, elskede krop, men parfume og kosmetik peger også på det kvindelige univers med dets drømme og forestillinger. Den flettede sølvtråd, der vikler sig omkring flakonerne, refererer med sine garnnøgler dels til en ældre dames sirlige håndarbejde, men bliver samtidig også et billede på erindringens sammenflettede tråde og dens mange løse ender. Værket står som et billede på det sammenfiltrede og nære forhold, der kan opstå mellem to mennesker, men også på en sammenfiltret og kompleks eksistens, et liv der aldrig helt kan trevles op, og hvor der er rig mulighed for at flette videre på historierne.

En række interiørfotografier fremhæver små, tilfældige og i og for sig helt almindelige detaljer i et hjem. Lyset der dæmpes af et falmet gardin, en buket med kunstige blomster i en vindueskarm, en stikkontakt med slidte ledninger, nipsegenstande og fragmenter, der alle på forskellig vis indkredser, det menneske, der har levet her som en slags indirekte portrætter. Naumanns tyste og underspillede gengivelse af et hjem og et menneske er på en og samme tid privat og personlig og fyldt med ømhed, men samtidig indikerer interiørfotogra- fierne også et rum, vi alle kan relatere os til med dets tidstypiske elementer og fortættede stemning, og fotografierne bliver således lige så meget en åbning mod vores eget erindringsmaskineri. I to af fotografierne ses en eksotisk og orientalsk kvinde og mand. Ligesom den lille glasdue peger disse på længslen efter det fremmede, eksotiske andet, der kiler sig ind i stuens pænhed og taler om en verden udenfor hjemmet. Værkerne er affotograferinger af fotografier ophængt i Naumanns farmors dagligstue, og henover de eksotiske portrætter lægger sig spejlinger af fotografen, der således gør opmærksom på sig selv og sin egen kontekst, og som dermed bliver en uomgængelig del, af det liv, der har udspillet sig.

Fotografiet hidrører i forlængelse af Roland Barthes’ berømte ontologi ‘det der har været’ og spiller dermed en væsentlig rolle i vores erindring. Men nyere forskning i visuel kultur med blandt andet Amelia Jones’ bodymemory begreb viser, at erindringen spiller på langt flere registre end de rent visuelle, der ellers har værret dominerende i vores billedorienterede verden. Ved at lade en hel række af medier indgå i udstillingen, vækker Naumann med An ode to her (me and her) Let’s Dance hele sanseapparatet hos beskueren og igangsætter dermed potentielt beskuerens body-memory-maskineri med dets snirklede minder og erindrings-fragmenter. Lyde, duftreferencer, illuderingen af “stue” med tæppe og sættekasser, den aflagte kjole, og fotografiernes indkredsning af et menneske, er alle modi, der indikerer en stemning og involverer beskueren til dels at bevæge sig rundt i det poetiske univers og dels at digte videre på de blot antydede narrationer.

Inger Marie Hahn Møller, Mag.art. i kunsthistorie